Halsbåndleguan
Videnskabeligt navn: Crotaphytus collaris
Dansk navn: Halsbåndsleguan
Levealder: 10 år
Udbredelse: USA og Mexico
Lovgivning: Ikke fredet
Giftighed: Ikke giftig
Udseende
Crotaphytus slægten er inddelt i 9 arter, men alle har ”halsbåndet” som har givet dens navn. Men den mest almindelige er Crotaphytus collaris som får en totallængde på 30-35 cm. Man kan nemt se forskel på hanner og hunner, hannerne er mere farvestrålende og har en grønlig grundfarve, hvor derimod hunnerne har gråbrun grundfarve. Når hunnerne er drægtige får de røde markeringer og bånd som forsvinder efter æglægning.
Biologi
Alle halsbåndleguaner er dagaktive og elsker sollys og høje temperature. De er insektædere og bruger deres kraftige bagben til at sætte af med for at fange byttet. De er gode jægere og meget aktive, de tilbringer det meste af tiden på klipper eller i huler.
Hold i terrarium
De har brug for en del plads da de er meget aktive. Til en trio med en han og to hunner skal terrariet minimum være L: 150, D: 70 og H: 70 cm. Terrariet skal indrettes med ørken tema. Deres bundlag skal være sand, og de skal have adgang til små gemmesteder og klatremuligheder. De skal selvfølgelig også have en masse lys og varme. I den varme ende af terrariet skal temperaturen være på 35 grader og med en lille lokal varmeplads på 50-60 grader. Dette kan opnås med et lysstofrør med UVB og en varmepære på 40-60 watt. I den kolde ende skal temperaturen ikke bevæge sig meget over 30 grader. De skal altid have en vandskål stående med frisk vand.
Foder
I naturen spiser de primært insekter, men kan også tage mindre øgler. Der kan fodres med fårekyllinger, græshopper, kakerlakker, voksmøl, melorme og andre små insekter der ikke er bredere end dens mund. Periodevis kan denne leguan finde på at spise rigtig lidt eller slet ingen ting, der skal man ikke blive bekymret da de snart vil spise normalt igen. Alle foder insekter skal rystes i vitamin og mineral pulver, og gravide hunner skal have ekstra kalk.
Sygdomstegn
Halbåndsleguaner bliver hurtigt syge hvis de har det for fugtigt eller ikke holdes tørt, lyst og varmt. Hvis man opfylder deres behov skulle der ellers ikke blive noget. Dyrene bør være meget aktive, have klare farver, virke friske og spise dagligt. Hvis de i længere tid viser anden adfærd bør der kontaktes en dyrelæge.
Andet
Hos dyrehandleren er det næsten altid vildt fangede halsbåndsleguaner, derfor vil det dog være bedst og købe fra en opdrætter.
Opdræt
Vil du have succes med opdræt kræver det en vinterhvile på 10 uger hvor temperaturen sænkes til 10-12 grader og dagslængden kun er på 6 timer. Parring vil derefter ske lige efter vinterhvilen, hvor der så lægges omkring 8 æg.
Udrugning af æg
Æggene skal udruges i fugtig vermeculite ved 30 grader, i cirka 60 dage.
Pasning af unger
Ungerne skal have samme foder som de voksne bare i passende størrelse. Der skal tilføres ekstra kalk til disse foderdyr.
Med tilladelse af:
Katja N Masters - Vetboxen.dk